Autostrada med pundkage i næsen

Da jeg var lille, elskede jeg at sidde i vores bil med campingvognen på slæb, og kigge ud på den tyske autostrada, der altid - som en gammel ven - tog imod os, når ferien startede. Vi bevægede os ikke, det var verden udenfor der fór forbi. Tiden gik barmhjertigt i stå og livet smagte af dén pundkage, vi altid fik, når der kom gæster.

Forleden fik jeg øje på mine tre malerier, der de sidste par år har henslæbt en anonym tilværelse ude i gangen, og pludselig sad duften af pundkage igen i min næse.

Da jeg år senere blev teenager - med boblende tankehuller i hjernen - brændte kagen dog godt og grundigt på. Lykken blev ikke længere serveret, og det var en helt anden snak.
Men dengang - da livet stadig var i børnehøjde - var det en fryd at sidde på bagsædet i en pundkage.

Bobbelkraft vs tyngdekraft

Sådan!!! Nu svæver boblen frit omkring igen.
For det er livet at male, livet at være fri i en bobbel uden tyngdekraft.
Og hvem sagde, at bobler ikke kan være firkantede?

Nu skal der grines først - højt og hjerteligt - og så skal der males.
Kl.15 lander vi blødt igen, for så skal drengene hentes.
Ahhh! Så fås det ikke meget bedre.

Karriere vs børn

Suk!!! Hvorfor skal man følge sine børn til skole, før solen er tændt. Hvorfor tager vi ikke bare ud og kælker, som vi gjorde i juleferien. Tidligere tog vi en "fridag" fra det hele, når behovet var til leg og samvær. Men nu hvor jeg er gået ned i lønarbejdstid, så jeg kan indhente min karriere - der bare er drønet af sted de sidste 10 år uden mig - er tiden pludselig ikke til tant og fjas.
Drengenes behov for at leve deres eget liv, er jo også steget med alderen, men jeg tror nu nok, de havde været friske på, at gå forbi skolen og ned til de frosne søer, så vi kunne skøjte.
Nå, men nu må jeg male, for eller kunne jeg jo lige så godt have pjækket fra alle de ambitioner.

Hej Verden - Hej Interverden

Så gik det år og den juleferie.  

Jeg synes altid det føles tungt og sørgeligt, at skulle træde ud af den varme feriebobbel, med familien og sne i håret, når hverdagen igen banker sig ind på plads.

Den kreative bobbel jeg forlod, opfyldt med den skabende energi, ligger slatten og krympet, og alt andet end opløftende, at træde ind i igen.

 Men jeg puster og puster og puster oOOO, og snart letter vi igen, boblen og jeg.