Autostrada med pundkage i næsen

Da jeg var lille, elskede jeg at sidde i vores bil med campingvognen på slæb, og kigge ud på den tyske autostrada, der altid - som en gammel ven - tog imod os, når ferien startede. Vi bevægede os ikke, det var verden udenfor der fór forbi. Tiden gik barmhjertigt i stå og livet smagte af dén pundkage, vi altid fik, når der kom gæster.

Forleden fik jeg øje på mine tre malerier, der de sidste par år har henslæbt en anonym tilværelse ude i gangen, og pludselig sad duften af pundkage igen i min næse.

Da jeg år senere blev teenager - med boblende tankehuller i hjernen - brændte kagen dog godt og grundigt på. Lykken blev ikke længere serveret, og det var en helt anden snak.
Men dengang - da livet stadig var i børnehøjde - var det en fryd at sidde på bagsædet i en pundkage.